EN PLANLAGT BY
Tiden ca. 1844-1850
Silkeborg er en ung by planlagt og etableret under enevælden og vokset frem under det nye folkestyre. Silkeborg har to historiske udspring – Silkeborg Papirfabrik påbegyndt i 1844 og Silkeborg Handelsplads etableret ved kongelig resolution af 7. januar 1846.
Silkeborg Papirfabrik blev anlagt
af papirdynastiet Drewsen fra Strandmøllen. Familien Drewsen ønskede at
anlægge en moderne papirfabrik i det øde Midtjylland først og fremmest
på grund af Gudenåens vandkraft. Gudenåen skulle endvidere være
transportvej for råstoffer og færdigvarer.
Silkeborg Papirfabrik blev allerede i 1847-48 markant udvidet med endnu en papirmaskine med tilhørende hjælpemaskiner. Hermed blev fabrikken Danmarks center for papirproduktion og samtidig en af landets største virksomheder i den tidlige industrialisering. Michael Drewsen kom til at stå for fabrikken i nybyggerbyen. Silkeborg Papirfabrik var et samfund for sig med arbejdsplads og boliger. Der blev opført fire længer på Smedebakken med arbejderboliger, og i den gamle Hovedgårds længer blev der ligeledes indrettet lejligheder beregnet til papirarbejderne og deres familier.
Statsmagten havde i en årrække
ønsket at fremme udviklingen i Midtjylland ved at etablere en
handelsplads. En kommission udstak retningslinierne for den nye by.
Byanlæggelsen
skulle ske ud fra en byplan udarbejdet af major Schlegel med centralt torv
med kirke og rådhus, kirkegård, ladeplads ved Langsøen, enkelt gadenet
og 31 byggegrunde på den flade vestermark vest for Gudenåen.
Kommissionen ønskede et bevillingssystem i forbindelse med
handelspladsen. Det vil sige, at man skulle søge bevilling om at nedsætte
sig på handelspladsen som håndværker, købmand osv. Nybyggerne skulle
med andre ord udvælges ud fra deres håndværksmæssige kunnen, deres økonomiske
soliditet og deres ry og rygte i øvrigt.
Tanken bag bevillingssystemet var, at en helt ny handelsplads krævede en solid og rimelig økonomisk velfunderet grundstamme. Kommissionen tilbød til gengæld nybyggerne en byggegrund på meget lempelige vilkår: Nybyggerne var forpligtet til at bygge et grundmuret hus med tegltag og sætte et malet stakit om den øvrige del af den anviste grund. Det var forbudt det første tiår at bygge lejeboliger. Man ønskede en handelsplads med stabile folk, og det mente man bedst kunne sikres ved, at nybyggerne var boligejere – og ikke lejere. Silkeborgs huse blev derfor små enfamilieshuse i en etage. De første silkeborgensere viste sig dog knap så stabile, og der var en ret stor udskiftning de første år. Men en udvikling var sat i gang.
Handelspladsen Silkeborg og Silkeborg Papirfabrik var på mange måder to adskilte samfund. Det kunne også ses i byggeskikken, idet handelspladsen var domineret af røde tegltage, mens papirfabrikken og dens boliger var med sorte skifertage.
PÅ EGNE BEN
Tiden ca. 1850-1860.
Efter en lidt famlende start udviklede Silkeborg sig med stor hast i 1850’erne. Schlegels oprindelige byplan viste sig hurtig for snæver, og i 1851 måtte man udvide byplanen til noget nær det tredobbelte med et net af lige gader: Vestergade, Søndergade, Nygade og Tværgade, samt den krumme Østergade.
Den oprindelige ladeplads ved Langsøen blev i 1854 afløst af ladepladsen med kanal ved Hovedgården. Hermed var der skabt plads på den gamle ladeplads til et gasværk i 1856. Og da det forsvandt gav det igen mulighed for at placere Silkeborgs moderne rådhus her først i 1970’erne.
Silkeborg var anlagt i Linå sogn, men Silkeborg blev selvstændig kommune allerede i 1855. Den nye kommune ønskede en klar manifestation af denne nye status ved bygningen af Rådhuset i historisk stil på Torvet i 1857. Arkitekten var den lokale H.C. Zeltner, som var ejer af Silkeborg Jernstøberi.
Silkeborg trak en række servicefunktioner til. Apotekeren i Them blev presset til at flytte til Silkeborg, præsten og distriktslægen fik bolig i Silkeborg, og birkedommer Drechsel fik som byens første dommer, politimester og borgmester naturligvis også sin bolig i byen. Apotekeren, præsten, distriktslægen og birkedommeren byggede alle i slutningen af 1850’erne en bolig for enden af Vestergade, i det man med god ret kunne kalde for Silkeborgs embedsmandskvarter.
Silkeborg var skabt under enevælden,
men nybyggerbyen skulle vokse under det nye folkestyre, hvor man så ilde
til al for megen planlægning og statsstøtte. Silkeborg måtte altså
klare sig selv. Det viste sig at være et problem i forbindelse med byens
fællesinstitutioner.
Hovedgården måtte i en årrække danne rammen om
byens posthus, skole og kirke. Silkeborg fik først egen skolebygning i
1859 for enden af Søndergade, hvor byens skolevæsen siden skabte et
stort skolekompleks, og hvor Handelsskolen i dag har til huse. Silkeborg
Kirke blev først en realitet i 1877. Silkeborg Posthus forblev på Hovedgården,
indtil det i 1906 flyttede ud til jernbanestationen.
Silkeborgs store ekspansion
kulminerede i første omgang med 1850’erne. Silkeborg var nu bebygget
langs Vestergade ud til det nye embedsmandskvarter, Søndergade ud til
skolen, Nygade, Tværgade, Søgade og Østergade. På den anden side af åen
lå papirfabrikken som et samfund for sig.
FRA HANDELSPLADS TIL KØBSTAD
Tiden ca. 1860-1900
Silkeborg var i årene 1860-1880
inde i en mindre stilstandsperiode. Den eksplosive fremgang standsede.
Jernbanens anlæggelse noget uden for bymidten i 1871 skabte nok nye
muligheder, men det skabte ikke øjeblikkelig ny fremgang. En betingelse
for jernbanens fremføring til Silkeborg var, at Silkeborg Papirfabrik fik
et spor ned til fabrikken. Dette jernbanespor fra stationen til
papirfabrikken kom i mange år til at præge byen på denne strækning.
Silkeborg bar i denne periode fortsat præg af sine små enetages huse uden den store pragt. Silkeborg Papirfabrik og Friboligerne byggede i 1870’erne to toetagers ejendomme på henholdsvis Chr. 8 Vej til papirarbejderfamilier og på Hostrupsgade til gamle håndværkere eller deres enker. Det var byens første større boligkomplekser.
Kommunen byggede i 1869 en fattiggård midt i byen ved Tværgade og Nygade. Silkeborg fik i 1874 sin første egentlige kirkebygning ved, at irvingianerne det år indviede deres kirke i Markedsgade. Silkeborg Kirke på Torvet blev først indviet i 1877.
Stilstandsperioden blev afløst af ny fremgang i årene efter 1880. Det kunne blandt andet ses ved kurbadsbyggeriet ved Ørnsø og ved det store skolebyggeri omkring Skoletorvet ved ”Nygades forlængelse”.
Silkeborg kunne derfor den 13. august 1884 med stor glæde og tilfredshed notere følgende: ”Enhver, der i de senere år er kommet her til byen, vil med forbavselse have lagt mærke til den forandring, vor lille by er undergået i næsten alle retninger. Ikke blot er bygningernes antal blevet betydelig forøget, men også deres udseende har forandret sig, så man nu med sandhed kan sige, at Silkeborg er i færd med at blive – efter sin størrelse – en af de smukkeste byer i Jylland, om ikke i hele landet. En smuk kirke er blevet opført, torvet er blevet brolagt, de stygge huller, som hist og her fandtes mellem husene, er blevet udfyldt med nye og elegante bygninger, … alt tyder på, at byen er i stærk fremvækst…".
Skoletorvet blev skabt i løbet af
1880’erne. Kr. Johansens skolebygning kom i 1881 på hjørnet af
Hostrupsgade og Skolegade, Silkeborg Realskoles hovedbygning var en
realitet i 1886, og Theodora Lang opførte sin hovedbygning på torvets
modsatte side samme år. Teknisk Skoles bygning blev rejst på torvets
tredje side i 1889. Ti år senere kom Højskolehjemmet på torvets fjerde
side. Th. Langs skolekompleks udvidede de følgende år langs med
Estrupsgade og Hostrupsgade. Vinthers Seminarium og realskolen udvidede
med nye skolebygninger i 1894 og 1896 i Skolegade. Silkeborg fik ry for at
være en skoleby med Skoletorvet som centralt knudepunkt.
Silkeborg har altid været en fabriksby, og det blev også udbygget i perioden 1880-1900. Silkeborg Papirfabrik var fortsat byens største arbejdsplads, og Silkeborg Jernstøberi i Vestergade blev en anseelig virksomhed. Tekstilindustrien voksede sig i disse år stærk i byen omkring Commichaus fabrikskompleks nær jernbanen og en række virksomheder på Torvet og i Østergade. Hammers Klædefabrik på Torvet og Werner og Jensens fabrik (senere Tekstilfabrikken Silkeborg) i Østergade blev store arbejdspladser med mange kvindelige arbejdere. Commichaus fabrik ved Amaliegade opførte i 1902 et vandtårn tegnet af arkitekt Anton Rosen til virksomheden. Dette vandtårn er i dag eneste direkte vidnesbyrd på stedet om denne virksomhed.
Silkeborg blev i denne periode
kurby. Silkeborg Vandkuranstalt ved Ørnsø blev indviet i 1883 og denne
kuranstalt blev udbygget i de følgende årtier. Silkeborg Vandkuranstalt
– senere Silkeborg Bad – var områdets største og længstlevende
kurinstitution.
Silkeborgs ry som kurby var dog
også knyttet til andre institutioner: Kneippkuranstalten på Sejsvej
(1897), Sanatoriet (1903), Gl. Skovridergård (1915) og Silkeborg Kurbad
(1947). Fælles for alle kurbadene var, at de henvendte sig bredt til
danskerne.
Silkeborgenserne kunne nyde den sparsomme fritid i omegnens skønne natur. Nåege var i mange år et yndet udflugtsmål. Byen fik i 1888 et nærmere udflugtsmål ved etableringen af Lunden først som enetages bygning men allerede fra 1890 som en flot toetagers bygning. Lunden er fortsat et dejligt bynært, rekreativt område.
Silkeborg blev købstad i 1900. Det var en naturlig konsekvens af byens udvikling og betydning for et ganske omfattende opland. Byen var nu udbygget til jernbanen mod syd og til Toldbodgade mod vest. Langsøen og Gudenåen dannede fortsat bygrænse mod nord og øst. Enkelte virksomheder – f.eks. Koopmanns Svineslagteri fra 1889 – og en række mindre huse var dog blevet bygget syd for banen i ”Lyngby” og på ”Frederiksberg”.
Silkeborg Papirfabrik lå fortsat – stort set – alene øst for Gudenå. De forenede Papirfabrikker havde i 1889 overtaget papirfabrikken og i første omgang lukket fabrikken. Silkeborg Papirfabrik var lukket i fem år, indtil De forenede Papirfabrikker genåbnede Silkeborg Papirfabrik i 1894 som landets finpapirfabrik.
KØBSTAD
Tiden ca. 1900-1920
Silkeborg fortsatte sin kraftige udbygning i årene ca. 1900-1920. Den nye købstad iværksatte i denne periode en række store byggeprojekter, som var med til at synliggøre Silkeborgs status som købstad. Det skete samtidig med, at byudviklingen så at sige ”gik over åren” med etableringen af Silkeborg Sygehus (1902) og Silkeborg Fattiggård (1903) på fattiggårdens marker øst for Gudenåen.
I denne periode opførtes en række offentlige institutioner: ny skolebygning (1902), vandværk (1905), elværk (1911), alderdomshjemmet Remstruplund (1911), bibloteket (1920), ny toldkammerbygning (1920) på Drewsensvej og ny politistation (1921). Købstadens nye byvåben prydede alle de kommunale bygninger.
Silkeborg udviklede sig mod syd. Distriktslæge Lund kunne i 1905
karakterisere byens boliger således:
"Store lejekasserner findes så
godt som ikke, og en del af arbejderbefolkningen bor i småhuse med have i
byens udkanter og disse er for største delen selvejendom".
I takt med bymidten fik sløjfet de gamle enetages ejendomme, kom der især syd for
banen og vest for Toldbodgade nye enetages småboliger.
I Silkeborg kunne arbejderfamilier realisere drømmen om eget hus med have. Andre småkårsfamilier søgte til Alderslyst for at realisere drømmen. Alderslyst lå ganske vist i Balle Kommune i Viborg Amt, men bebyggelsen var en klar aflægger af Silkeborg.
Alderslyst blev proklameret som lokalitet i september 1873, og det oprindelige Alderslyst voksede frem omkring Lundsgade og Viborglandevejen. Alderslyst blev efter år 1900 det befolkningsmæssige tyngdepunkt i Balle Kommune, og bydelen fik i 1907 egen skole.
De gamle længer ved Hovedgården
blev omkring 1. verdenskrig anset for at være en skamplet på Silkeborg.
De skulle rives ned til fordel for et rigmandskvarter. Det kneb imidlertid
gevaldigt med at finde tilstrækkeligt med rige folk til at bygge. Det
blev i første omgang kun til to villaer – Knaps villa tegnet af
arkitekt Rosen og Buchhaves villa tegnet af den lokale arkitekt Hans Chr.
Rasmussen. I 1926 kom så den tredje villa, arkitekt Hans Chr. Rasmussens
egen villa. Senere forsvandt Buchhaves villa til fordel for Kildegården i
tidsrummet 1936-40.
Velhaverkvarteret omkring Hovedgården blev ikke
rigtigt til noget. Derimod blev der efter 1910 opført en række flotte
villaer langs med Gudenåen (Åhavevej) og i Alderslyst ud mod Langsøen (Sølystvej).
Før 1910 havde den almindelige holdning været, at det var usundt og
derfor ikke attraktivt at bo langs med vandet. Denne holdning er siden
kraftigt ændret.
Silkeborg Papirfabrik og tekstilindustrien var fortsat byens store arbejdspladser. Silkeborg Maskinfabrik (tidligere Silkeborg Jernstøberi) blev først i århundredet en stor virksomhed med hovedvægten på en produktion af mejeriudstyr til det danske og internationale marked. Silkeborg Maskinfabrik sprængte rammerne i Vestergade, og fabrikken flyttede ud til et nyt fabrikskompleks lige syd for jernbanen i 1919. Sydbyen blev en arbejderbydel præget af Koopmanns Svineslagteri, Koopmanns Margarinefabrik og Silkeborg Maskinfabrik og mange små ejerboliger.
Silkeborg Kommunens største
prestigebyggeri i perioden var Den Kommunale Bygning i 1918-20. Arkitekt
Bendixen stod for byggeriet med bibliotek, badeanstalt og museum.
Bygningen skulle indeholde noget for såvel kroppen (badeanstalten) som ånden
(bibliotek og museum). Bygningens udsmykning signalerede også denne
dobbeltfunktion med skulpturer af mænd med henholdsvis en salvekrukke og
læsende i en bog. Det var en enorm kulturel satsning, og Silkeborg blev
landskendt for sit biblioteksvæsen.
Silkeborg voksede i begyndelsen af 1900-tallet mod vest og især mod syd. Mod vest var det kvarteret omkring Frydensgade, mod syd var det kvarteret omkring Sanatorievej og ud ad Lyngbygade med sideveje, som blev udbygget.
BYEN NÅR SIN GRÆNSE
Tiden ca. 1920-1940
Silkeborg kom ind i flere stilstandsperioder i mellemkrigstiden. 1. verdenskrig skabte stor boligmangel, og det private boligbyggeri gik nærmest i stå. Silkeborg Kommune så sig i denne situation nødsaget til at sikre boligbyggeriet. Kommunens huse til boligtrængende blev i vid udstrækning spredt ud over hele sydbyen i form af små to-familiers villaer og mindre udlejningsejendomme. Kommunen måtte dog hurtigt konstatere, at der måtte sættes større byggeri i gang.
Det største samlede byggeri af
kommunen skete på Solbakkevej og Ewaldsvej i 1920-24. På området opførtes
en række husvildebarakker. Selv om kommunen søgte at skabe gode og
solide boliger, fik kvarteret karakter af et rabarberkvarter og i
folkemunde fik det navnet ”Usselborg sogn”.
Boligsituationen blev bedre i
anden halvdel af 1920’erne, og mange af kommunehusene overgik til
privateje.
Mellemkrigstidens boligbyggeri var præget af en- og tofamiliers villaer. Sydbyen og Alderslyst blev på mange måder store villakvarterer. Silkeborg var omkranset af skov, og byudviklingen nåede i perioden ud til byens skovgrænse. En voldsom storm i 1934 væltede store dele af den nære Kobskov, og det gav mulighed for et helt nyt villakvarter omkring Helmsvej, Vejlbovej (tidligere Thorsgade) og Stadion Allé.
Omkring 1. verdenskrig voksede et nyt rekreativt område op på langs Sanatorievej i form af kolonihaver og idrætsanlæg. Silkeborg Kommune kunne i 1929 åbne en egentlig sportsplads med stadion.
Århusvej blev reguleret i
1930’erne. Ønsket var at gøre trafikken lettere til og fra midtbyen.
Det var et gigantisk projekt, som påvirkede store dele af det gamle
Silkeborg. Kneippkuranstalten blev revet ned i 1933, Århusvej blev lagt
om op til Århusbakken, og et nyt villakvarter blev anlagt på Sejsvej og
Århusbakken. Hotel Silkeborg og den ene husrække i Østergade blev revet
ned sidst i 1930’erne for at gøre vejen bredere.
På Torvet blev Østerport
tegnet af arkitekt Knud Sørensen opført som slutbygning på den nye
sydlige husrække i Østergade. Hermed fik Torvet en ny markant bygning
mod øst, og Silkeborg fik sin første rutebilstation med indkørsel
gennem Østerport. 2. verdenskrig trak dog projektet noget i langdrag, og
efter krigen foretrak man en ringvej frem for en stor trafikeret vej
gennem midtbyen.
Krisetiderne skabte ikke mulighed
for mange nye offentlige bygninger.
Alderdomsboliger var en undtagelse.
Michael Sørensen bekostede som privat mand en stor stiftelse for ældre.
Michael Sørensens Stiftelse blev opført i 1931 på den gamle ladeplads.
Åstiftelsen blev opført ved siden af i 1934. Aldersrostiftelsen blev opført
i 1935.
Silkeborg Kommunes skolevæsen var gennem mange år blevet
udbygget på arealet mellem Markedspladsen og Søndergade. Det mønster
blev brudt, da Vestre Skole blev bygget i 1933 ved Ewaldsvej. Arkitekt
Knud Sørensen stod for byggeriet, og han blev fra 1931 en af byens
markante arkitekter.
Den lokale arbejderbevægelse opførte i 1939-40 den store forsamlingsbygning Sønderport, for enden af Søndergade, tegnet af arkitekt Max. Pape i tidens funkisstil.
Erhvervsmæssigt klarede Silkeborgs tre hovedindustrier – Silkeborg Papirfabrik, Silkeborg Maskinfabrik og tekstilindustrien – sig ganske udmærket i mellemkrigstiden. Silkeborg Papirfabrik udvidede kraftigt i 1925 og 1935 med henholdsvis papirmaskine nr. 2 og papirmaskine nr. 3.
Silkeborg nåede i mellemkrigstiden sin grænse mod syd. Der var fortsat nogen mulighed for at udbygge på Århusbakken, men kommunen var under alle omstændigheder i voldsom pladsnød. Løsningen blev en indlemmelse i 1941 af Alderslyst, Lysbro og Søholt. Det var tre meget forskellige områder. Lysbro var et mindre samfund med boliger og arbejdspladser i form af teglværker og Lysbro Fabrikker. Søholt var et ret velhavende kvarter i Gødvad Kommune. Alderslyst i Balle Kommune var så afgjort det største af de tre indlemmede områder. Alderslyst var først og fremmest et stort boligområde, hvis befolkning arbejdede i Silkeborg. Alderslyst oplevede i mellemkrigstiden en voldsom vækst. Alderslyst var Balle Kommunes centrum med kommunekontor (1932-34) og alderdomshjem (1938). Bydelens største bedrift var dog rejsningen af Alderslyst Kirke (1925-29). Kirken kom bevidst til at ligne en af de gamle landsbykirker.
ANDELSBOLIGER OG PARCELHUSE
Tiden ca. 1940-1970
Silkeborg fik med indlemmelse af
Alderslyst, Lysbro og Søholt i 1941 ekspansionsmuligheder. Udbygningen
kunne ske i Alderslyst og på Århusbakken.
Silkeborg oplevede i 1940’erne
igen stor boligmangel. I modsætning til situationen efter 1. verdenskrig
blev løsningen denne gang et storstilet andelsboligbyggeri. Af den lokale
arbejderbevægelse udsprang to andelsboligforeninger: Arbejdernes
Andels-Boligforening i Silkeborg i 1940 og Arbejdernes Byggeforening i
Alderslyst stiftet i 1941. De to boligforeninger ønskede at imødegå
boligmanglen ved at bygge større, moderne udlejningsejendomme med tidens
bekvemmeligheder som centralvarme, varmt vand, vaskefaciliteter m.m.
Arbejdernes Andels-Boligforenings
første byggeri kom til at ligge på Frederiksberggade, mens Arbejdernes
Byggeforening opførte en noget lignende bygning på Sølystvej.
Arbejdernes Andels-Boligforenings byggeaktiviteter kom herefter især til
at foregå på Århusbakken. Arbejdernes Byggeforening forsøgte sig i
1940’erne med to forskellige typer bebyggelse: ringbebyggelse og
enfamilieshuse. Færgegården (1944-45) og Ringgården (1947-49) var
ringbebyggelse omkring et stort fællesareal, med mange detailbutikker og
børneinstitutioner tilknyttet. Kærshøjkvarteret blev det store
andelsvillakvarter.
Boligforeningerne og den lokale arbejderkooperation gik i 1945 sammen om at stifte et kooperativt arkitektkontor, Dansk Arkitekt- og Ingeniørkontor af 1945.
Arbejdernes Byggeforenings
markante boligbyggeri på Borgergade skabte i 1950’erne et nyt torv i
Alderslyst, Nørretorv.
Arbejdernes Andels-Boligforening
– og senere Silkeborg Boligforening – fik i løbet af 1940erne og
1950’erne udbygget arealet på Århusbakken syd for Århuslandevejen,
mens
lavere en- og tofamiliers huse og rækkehuse dominerede Århusbakken nord
for landevejen. Silkeborg Seminarium flyttede i 1960 fra Skolegade til Århusbakken
i nye bygninger nærmest klemt ind i skoven. En øvelsesskole blev bygget
i forbindelse med seminariet.
Reimers Trælasthandel og en ny
bynær campingplads sørgede for, at Århusbakken i denne periode var ved
at være fuldt udbygget.
De to boligforeninger gik i midten
af 1960’erne sammen om et stort boligkompleks i Alderslyst ved Lupinvej
og Resedavej.
Silkeborg var i perioden 1945-60 kendt for at være en arbejdsløshedsø med stor ledighed. Mange initiativer blev taget for at afhjælpe denne situation. Mest gennemgribende var en total omlægning af omfartstrafikken i form af en ringvej og etablering af et nyt stort industrikvarter i forbindelse hermed. Ringvejsbyggeriet tog det meste af 1950’erne, og i december 1960 kunne man indvie landets længste omfartsvej på 10,5 km. Og med fire broer. På dette tidspunkt var konjunkturerne vendt. Gamle lokale industrier flyttede ud i det nye industrikvarter, f.eks. DAB og Silkeborg Maskinfabrik (Pasilac/APV). Af nye store virksomheder i området kan nævnes A/S Neckelmann.
Detailhandlen oplevede store forandringer i disse år. Den gamle trofasthed i forhold til den lokale købmand svandt ind, og selvbetjeningsbutikker og kontakt betaling vandt frem. Føtex etablering på Silkeborg Torv i 1965 var en vigtig begivenhed i denne udvikling. Den lokale brugsforening etablerede sig med et stort Kvicklysupermarked i 1976 på Søtorvet. De små dagligvarebutikkers tid var ved at være forbi. Og i mange lokalsamfund betød udviklingen, at de kom til at stå uden daglivarebutik.
Med de bedre økonomiske tider kom der igen en voldsom ekspansion i det private boligbyggeri i form af parcelhuse, typehuse. I flere af kommunens naboområder opstod der store parcelhuskvarter, f.eks. på Funder Bakke og i Balle. Silkeborg var igen ved at nå sin grænse for ekspansion omkring 1970. Kommunesammenlægning var på mange måder påkrævet.
Silkeborg Kommune udvidede i denne periode mange af de offentlige bygninger, f.eks. bibliotek, aldersdomhjem, sygehus og skole. Dronning Louises Asyl flyttede til Silkeborg Hovedgård i 1940, og Silkeborg Museum blev i 1954 indrettet i den ene halvdel af Hovedgården. Af markant nybyggeri i perioden var Mariehøj Kirke i Sydbyen fra 1958. Kommunes skolevæsen blev udbygget med to nye skoler i Alderslyst: Nordre Skole (1950) og Nørrevangskolen (1965).
SILKEBORG STORKOMMUNE
Tiden ca. 1970-2006
Silkeborg storkommune blev en
realitet i 1970 ved sammenlægning af Silkeborg, Balle, Linå, Funder, Gødvad,
Kragelund, Lemming, Sejling-Sinding, Serup kommuner og Virklund området i
Them Kommune. Den nye storkommune fik nyt rådhus i 1975 ud mod Langsøen
på det område, hvor gasværket tidligere havde ligget.
Silkeborg udviklede sig. Den gamle
bymidte blev først i 1970’erne forandret ved anlæggelse af gågader.
Industrien flyttede ud, handel og servicefunktioner tog mere og mere over.
Bilerne krævede af bymiljøet bredere veje, parkeringsplader og
lyseregulering. Den gamle boliglænge, Ny Længe, på Chr. 8. Vej fra 1875
blev således revet ned for at gøre Chr. 8. Vej bredere.
Parkeringspladser kom til at præge Bindslevs Plads, området ned mod
Langsøen ved Søgade, Søtorvet og en række karrere i midtbyen, f.eks.
Mejerigården og Bios Gård.
Industrikvateret ved ringvejen blev udvidet i flere tempi mod en ydre
ringvej - Østre Højmarksvej, Nordre Højmarksvej og Vester Højmarksvej
- er anlagt i perioden.
Boligbyggeriet blev i 1970’erne
og et godt stykke op i 1980’erne placeret i udkanten af byen enten i
form af boligblokke som Dybkærparken eller som parcelhuskvarter, f.eks.
ved Ege Allé eller i Hvinningdal.
Nye parcelhuskvarterer er vokset
frem i tilknytning til den ydre ringvej, f.eks. i Gødvad og Buskelund-området.
Det har blandt andet resulteret i Buskelundskolen, som blev indviet i
2000.
Fra anden halvdel af 1980’erne
kom der nyt byggeri i Midtbyen. På gamle industrigrunde på Drewsensvej
er opført Amaliegården (1987) og Farvegården (1989-90). Området ved
Torvet og Fredensgade er udbygget med Torvecentret og punkthuse med
boliger (1993). Mange steder er der opført boliger i forbindelse med
udfyldningsbyggeri, f.eks. i Nygade, Drewsensvej, Chr. 8. Vej og Bindslev
Plads. Vestergade og Skolegade har oplevet omfattende nybyggeri i det nye
århundrede.
Alderslyst har også oplevet et
kraftigt nybyggeri med Bomholts Gård (1992), kvarteret omkring Rosengårdcentret
(1989) og så meget udfyldningsbyggeri langs med Borgergade, at denne gade
helt har skiftet udseende siden 1990.
Silkeborg Papirfabrik lukkede i
2000, og en hel ny bydel Papirfabrikken voksede op i årene herefter med
erhverv m.m. på det gamle fabriksområde og nyt boligbyggeri rundt
omkring og anlæggelse af Langsøskolen. Koopmanns Svineslagteri lukkede i
2002, og boligkvarteret Koopmanns Gård er etableret på grunden. Det er
igen blevet eftertragtet at bosætte sig i selve byen.
Silkeborg Kommune udbyggede i perioden byens kulturelle institutioner: Silkeborg Bibliotek i 1978, Silkeborg Museum i 1976 og 1990-91, Silkeborg Kunstmuseum i 1982, Ferskvandscentret og Aqua i 1993 og Kunstcentret Silkeborg Bad.