| Dette lille hus er den sidste rest af Silkeborgs ældste arbejderkvarter med tilknytning til Papirfabrikken. Det frem- træder i autentisk indretning med støbejernskomfur med ovn og ringe, petroleumslamper og kakkelovn i stuen. Boligen er møbleret som for 100 år siden. Hjemmet var lille men hyggeligt. Huset rummede oprindelig to lejligheder, nu anvendes to rum til undervisning over temaet: "Barn i Silkeborg for 100 år siden" |
|
Arbejderboligen 1910
(uddrag af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsens artikel i Museets årsskrift 1998)
Arbejdermuseet har til huse i en stump af Silkeborg Hovedgårds gamle længer, og hører med til Silkeborgs ældste bygning: Silkeborg Hovedgaard fra 1767. Længerne brændte i 1777 og blev straks genopbygget. Huset er dermed Silkeborgs næstældste bygning.
Silkeborg Papirfabrik blev opført i 1844-47 i den dengang meget øde egn. Fabrikkerne manglede boliger, og derfor lod man Hovedgårdens gamle længer indrette til arbejderboliger.
De gamle længer bestod af "Østre Længe" nærmest åen og "Vestre Længe" langs med Chr.8.vej, og blev en del af miljøet omkring papirfabrikken. Længerne blev revet ned omkring 1920 med undtagelse af det hus, som nu rummer "Arbejdermuseet".
Arbejdermuseet viser et jævnt, men propert hjem fra årene før 1. verdenskrig. Efter moderne målestok en meget lille bolig. Hvordan kunne et familieliv trives i sådanne rammer? Først og fremmest ved at
hverdagslivet i vid udstrækning dengang var et udeliv, blandt andet pga. den lange arbejdsdag på ofte 10 timer, fra kl. 6 morgen til kl. 6 aften med 2 timers middagspause.
Børnenes dag gik med skolegang, byplads og pligter med at samle brændsel
i skovene, visne grene og kogler, og der skulle meget til.
Husmoderen forestod madlavning, rengøring, reparation og syning af familiens
tøj. Tøjvask var hårdt arbejde, tøjet blev kogt, gnubbet på vaskebræt, skyllet i zinkbaljen,
der i øvrigt også blev anvendt, når børnene skulle i bad, og alt vandet skulle hentes og pumpes op ved den fælles pumpe på gårdspladsen.
Hjemmet dannede rammen om måltiderne og søvn. Køkkenet og soveværelset var brugsrum uden vægt på overflødig pynt. Stuen derimod skulle have præg af datidens hygge med spraglet, blomstret tapet, drejede og udskårne møbler ofte købt på auktion, masser af nips og pynteduge, billeder, prangende gardiner osv.
|
|
|
Køkkenet var lille og fungerede også som entre med plads til træskoene. Det indeholdt et jernkomfur med ringe og et køkkenbord, hvorunder der var hylder til støbejernsgryder, knivkasse, kødhakker, brødskærer m.v. og
ovenover en blåmalet tallerkenrække med plads til tallerkener, kopper og underkopper. Brændekurven stod ved siden af komfuret. Belysningen i køkkenet var sparsom, gerne en petroleumslampe med blankpudset skærm. I komfuret var ofte en nedsænket
vandbeholder, eller der stod en vandgryde, så der altid var varmt vand. Der var 2-3 huller med ringe og en ovn. Som afskærmning var komfuret ofte forsynet med en messingstang rundt om, og en prober husmor sørgede altid for, at messingstangen
skinnede nypudset.
Via en almindelig stige, som hang i køkkenet, var der adgang til loftet, hvor man almindeligvis opbevarede ekstra brændsel og undertiden havde indrettet ekstra soveplads til børnene.
Soveværelset var fyldt med senge af træ og ofte hjemmelavede, en kommode eller servante med fad og vandkande til den personlige hygiejne, og undertiden et klædeskab. Børnene sov ofte to og to sammen. Underlaget i sengene kunne være halm og ovenpå dette en underdyne. Overdynen var ofte en tung og varm olmerdyne. Der var ingen opvarmning i soveværelset, kun petroleumslampe og en natpotte.
Stuen havde ferniseret bræddegulv og hvidkalket loft og var møbleret med bord, stole, chaiselong, dækketøjsskab, eventuelt et lille sybord. Der var gardiner for de to vinduer og blomster i vindueskarmen. En god, stor kakkelovn, der almindeligvis blev fyret op med tørv, og belysning over bordet fra en hænge-petroleumslampe.
Der var kun én indgang til lejligheden. Selv om forholdene var små, så værnede husmoderen om boligens orden og renlighed.
Hver bolig havde en lille havelod til gulerødder og rodfrugter, ærter, radisser, persille, måske en bærbusk. Det var almindeligt, at manden derudover havde en lille kolonihave til delvis selvforsyning med kartofler.